Hjerteløber. Hjertepilot. Hjerteassistent. Akuthjælper. Nødbehandler. Hvad betyder de mange forskellige betegnelser, hvornår aktiveres de og hvordan kan du tage del?
De danske regioner har alle forskellige ordninger, hvor der kan tilkaldes frivillige førstehjælpere, der kan hjælpe med førstehjælp og hjertelungeredning (HLR) indtil ambulancen kommer frem. Hurtig HLR er med til at sikre de bedste overlevelsesmuligheder.
Hjerteløber
Alle 5 regioner er tilmeldt Hjerteløber-ordningen, der er den eneste landsdækkende ordning. Hjerteløbere aktiveres via en app og tilkaldes til hjertestop. Nogle hjerteløbere sendes direkte til adressen for at starte HLR, mens andre hjerteløbere sendes afsted efter nærmeste hjertestarter og derefter mod adressen. Hjerteløberne starter HLR op og assisterer ambulancemandskabet, når de ankommer.
De hjertestartere hjerteløberne bruger, er alle registreret på hjertestarter.dk.
Herfra kan kun opfordres til at man bliver en del af hjerteløber-ordningen, når man har taget et førstehjælpskursus og at man får registreret det i hjertestarterregisteret, hvis man kender en hjertestarter eksempelvis på ens arbejdsplads. Din indsats kan redde liv.
112 Akuthjælpere
Flere regioner har 112-akuthjælpere. Fælles for 112 akuthjælperne, er at de i modsætning til hjerteløbere der som udgangspunkt er uorganiserede, har en organisation og ofte en mere formaliseret uddannelse bag sig.
112-akuthjælperne er frivillige ligesom hjerteløbere, men får ofte ekstra udstyr og medicin stillet til rådighed af regionerne. Akuthjælperne dækker ofte småøer og andre steder, hvor ambulancen har lang kørevej.
Region Hovedstaden har ikke akuthjælpere, da det er her man i sin tid udviklede hjerteløberkonceptet. I Region Midt har man nedlagt 112-akuthjælperne til fordel for hjerteløberappen.
Andre ordninger
Der findes også en række andre mindre ordninger.
I Region Nordjylland gøres brug af ordningen SMS-Hjertestop, der er et SMS-baseret udkaldssystem meget lig hjerteløber.
Hjertestarterne på hjertestarter.dk er fastmonterede på og i bygninger. I Region Sjælland har man udvidet Hjerteløberkonceptet, med mobile hjertestartere, i ordningen Hjerteassistance (tidligere havde man et tilsvarede projekt ved navn Hjertepiloter). En hjerteassistent er en sundheds- eller beredskabsfagligt uddannet frivillig der har en hjertestarter med GPS i sin bil, så de endnu hurtigere kan nå frem til hjertestop, i modsætning til hjerteløbere der først skal hente en hjertestarter.